I 1957 blev den eminente amerikanske slangeforsker Karl Patterson Schmidt bidt af en ung boomslange (Dispholidus typus), som også kendes under navnet sydafrikansk træslange. Dengang var bid fra boomslangen ikke beskrevet klinisk, og dedikeret til sit felt nægtede Karl at få medicinsk behandling, da det ville forstyrre symptomerne ved forgiftningen, som han ville dokumentere. Karl var selv overbevist om, at den unge boomslange ikke kunne producere gift nok til at dræbe et voksent menneske. Fireogtyve timer efter det lille bid i hans tommelfinger døde han af indre blødninger i sine lunger, nyrer, hjerte og hjerne. Men hvad er det helt præcist i denne slanges gift, der forårsagede at Karl døde af blødninger? For at forstå giftens virkning på menneskekroppen bedre, starter vi med at kigge på, hvordan vores krop normalt fungerer.
Blodkredsløbet
Funktionen af kroppens blodkredsløb er at transportere O2, CO2, proteiner, salte, hormoner og mange andre nødvendige molekyler rundt i kroppen. Det består af et rørsystem (blodkarrene) og en pumpe (hjertet). Blodkar opdeles i arterier; der leder blod fra hjertet ud i kroppen, og vener; der leder blodet tilbage til hjertet.
Blodkarrene er størst tættest på hjertet og mindst længere væk fra hjertet. Arterier snævrer langsomt ind og bliver til kapillærer, som samler sig til større blodkar, der bliver til vener. Det er fra kapillærerne, at blodets livsgivende stoffer (såsom O2) transporteres ind i de væv og organer, de er tiltænkt. Kapillærer er kroppens mindste blodkar, med en diameter på under 0,01 mm (tyndere end et menneskehår!). Der er ca. 100.000 kilometer af dem i kroppen. For at denne transport af molekyler fungerer optimalt, skal blod være flydende (så det ikke stopper til) og blodkarrene uden huller, så blodet ikke slipper ud.
Hæmostase
De fleste har nok prøvet at skære sig på en kniv eller et stykke papir. Den oftest hurtige (og kloge) reaktion er at gribe et stykke køkkenrulle og trykke på såret. Øget tryk på væv er nemlig en måde at stoppe blødning på, men der er også andre ting, der hjælper; Blodkarrenes egen evne til at trække sig sammen og kroppens evne til at danne blodpropper, som lukker såret. Standsning af blødning kaldes hæmostase, og man opdeler groft set kroppens standsning af blødning i hhv. primær og sekundær hæmostase. I det følgende vil den sekundære hæmostase blive beskrevet. Det anbefales at følge med i Figur 11, 12 og 13, mens det gennemlæses.
Primær hæmostase beskrevet kort
Den primære hæmostase aktiveres, når en væg i et blodkar går i stykker. Ved hjælp af en række af processer aktiveres det, der kaldes blodplader. Disse blodplader bruges til at danne en blodprop, ved at mange af dem finder sammen og laver en ”prop”, der lukker noget til, fx et sår. Den sekundære hæmostase (beskrevet om lidt) er essentiel for at holde sammen på denne skabte blodprop, der ellers vil gå i stykker lige så hurtigt, som den blev dannet.
Sekundær hæmostase (kaldes også koagulationskaskaden)
Koagulation er omdannelsen af flydende væske til en størknet masse. Altså skal vi have det flydende blod til at samles til en størknet masse (prop), som kan genforsejle vores blodsystem de steder, det er gået i stykker. Der findes to veje til aktivering af koagulation i kroppen, kaldet den interne vej og den eksterne vej. Begge ender i en fælles vej. Koagulation består af mange forskellige faktorer, der findes i en aktiveret og en ikke-aktiveret form. ”Faktor 9” er en ikke-aktiveret form, mens ”faktor 9a” er en aktiveret form.
Den interne vej:
- Den interne vej aktiveres, når faktor 12 kommer i kontakt med en aktiveret blodplade, hvilket omdanner den til sin aktive form, faktor 12a
- Faktor 12a kløver dernæst faktor 11 til faktor 11a, som efterfølgende kløver faktor 9 til faktor 9a
- Faktor 9a danner sammen med faktor 8a komplekset tenase, der aktiverer faktor 10 til faktor 10a