På trods af at slangegifte er meget komplekse og forskelligartede, så har den eksisterende slangebidsmodgift, baseret på Calmette’s forskning, reddet liv i mere end 125 år. Men når man sammenligner med øvrige sygdoms- og forskningsområder, som er blevet båret lysår frem af bioteknologiske fremskridt, er den nuværende modgift så egentlig så god, som den kunne være? Det korte svar er nej.

Den nuværende produktionsmetode (immunisering af heste) er desværre så dyr, at mange af de mennesker, der har brug for modgiften, ikke har råd til den (se afsnit vedr. Modgift mod slangebid). Værst er det dog, at modgiften kan give alvorlige bivirkninger, der kan være værre end slangebiddet selv, og i visse tilfælde kan bivirkningerne endda være fatale. Det skyldes, at når man udvinder antistoffer fra hestens blod, finder man ikke kun dem, der genkender og neutraliserer slangetoksinerne. Man udvinder også utallige andre antistoffer, som ikke har nogen terapeutisk effekt på slangebiddet, da disse antistoffer genkender bakterier, vira, hø, støv, og andre ting, som hesten har været udsat for. I værste tilfælde har man set modgifte med en terapeutisk indhold så lavt som 5-15%.

Det er disse problemer, som forskere fra Center for Antibody Technology (CAT) på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) siden 2012 har arbejdet på at tackle. Her gøres der brug af såkaldte ’rekombinante humane monoklonale antistoffer’, dvs. specifikke og karakteriserede humane antistoffer, der produceres i større fermenteringstanke (altså uden brug af dyr) (Figur 22).

Figur 22. Overblik over rekombinant modgiftsproduktion

Grunden til, at man endnu ikke har forsøgt sig med humane antistoffer i den nuværende modgiftsproduktion er formentlig, at det næppe var faldet i god smag, hvis man havde foreslået løbende immunisering af mennesker med efterfølgende blodtapning. Hos Center for Antibody Technology bruges der istedet moderne antistofteknikker, herunder fag display (se afsnit vedr. Fag-display). Fag display muliggør en ’simulering’ af immuniseringsprocessen, der normalt foregår i kroppen, blot in vitro (”i glas” på latin, dvs. uden for kroppen i en beholder i laboratoriet) ved hjælp af store antistofbiblioteker.

Center for Antibody Technology på DTU arbejder i dag på at gruppere og karakterisere centrale toksiner i de mest dødbringende slangegifte i verden. Ved at gruppere toksinerne og kigge på ligheder i sekvenser og hvor antistoffer kan binde til toksinerne, så kan man designe bredspektrede antistoffer, som kan binde og neutralisere toksiner fra flere forskellige slanger (Figur 23).

Figur 23. Illustration af smalspektrede og bredspektrede antistoffer. Illustrationen viser, at man ved brug af smalspektrede antistoffer (venstre) skal bruge flere unikke antistoffer til at neutralisere en gruppe toksiner end ved brug af bredspektrede antistoffer (højre)

Derudover så forsøger Center for Antibody Technology sig med at gøre antistofferne pH-sensitive, så man kan gøre brug af kroppens egen mekanisme til at genbruge antistoffer i blodbanen (Figur 24). Det ville betyde, at ét antistof ville kunne binde toksiner og sende dem til nedbrydning ved hjælp af den endosomale nedbrydnings proces (Figur 24), hvorefter antistoffet ville kunne returnere til blodbanen og binde flere toksiner og gentage processen. Et ikke-pH-sensitivt antistof ville forblive bundet til toksinerne og derved blive nedbrudt sammen med toksinerne og ikke kunne genbruges.

Figur 24. Overblik over antistof-recycling i blodbanen og endosomet

 

Når der er fundet tilstrækkeligt mange forskellige antistoffer, der kan neutralisere en bred vifte af slangetoksiner (og dermed hele gifte, som netop består af mange toksiner), er det næste skridt at udvikle produktionsprocessen for blandingen af antistoffer. Kort fortalt vil denne proces være en kultiveringsproces (fermenteringsproces), hvor man benytter sig af pattedyrsceller, der kan producere menneskelige antistoffer. Sådanne celler bruges allerede nu i industrien til at fremstille biologiske lægemidler inden for både medicin mod kræft og autoimmune sygdomme.

Ved hjælp af fag display og pattedyrsceller forventes det, at man kan producere relevante antistoffer hurtigt efter behov. Derved vil prisen for modgift kunne nedbringes. I bedste fald vil det betyde, at man bliver i stand til at producere modgift, som er både billig og sikker, således at flere vil få adgang til modgift, og færre vil være bekymrede for at tage modgiften på grund af bivirkninger. Hvis det lykkes, vil verden forhåbentlig se langt færre slangebidsforårsagede dødsfald, vansiringer og handicap.

 

Nævn fordele og ulemper ved hhv. traditionelle modgifte og rekombinante modgifte. Kom gerne ind på ulemperne ved at bruge antistoffer fra en hest til behandling, og hvordan en rekombinant modgift kunne ændre dette.

Svar: Udover det lave terapeutiske indhold så vil en mindre potent modgift kræve, at der bruges flere doser modgift per behandling. Det er ret uheldigt, hvis offeret dårligt har råd til en enkelt dosis. I forhold til behandling er det største problem ved modgift fra immuniserede dyr, at antistofferne kommer fra et dyr og ikke et menneske. Det gør, at modgiften i værste fald kan forårsage hyperallergiske reaktioner såsom serumsyge, nyresvigt og anafylaktisk chok.