Vacciner og deres oprindelse
Vacciner er noget, vi alle kender til, og langt de fleste danskere har modtaget flere vacciner gennem deres liv, startende med børnevaccinationsprogrammet. Her modtager mange deres første vaccine, når de er 3 måneder gamle.
Verdens første vaccine blev udviklet af Edward Jenner mod kopper i 1796. I dag er kopper den eneste sygdom, som er blevet udryddet på verdensplan grundet vaccineprogrammer. Siden den første vaccine mod kopper blev udviklet, er vacciner blevet udviklet mod mange forskellige former for sygdomme. Man kan vaccinere ved brug af en mindre virulent (smittefarlig) type af den bakterie/virus, man gerne vil vaccinere mod, som det er tilfældet med vaccinen mod gul feber. Man kan også inaktivere den virus/bakterie, man ønsker at vaccinere mod, og så bruge den direkte, som det er tilfældet for vaccination imod Hepatitis A. Som vi har set over de sidste år, er der også kommet helt nye typer af vacciner på markedet. Johnson & Johnsons COVID-19 vaccine er baseret på DNA, der koder for protein fra COVID-19 virussen. Efter vaccinationen, optager ens celler DNA’et og producerer derefter coronavirusproteinerne selv. Samme princip, dog med brug af mRNA i stedet for DNA, bruges i vaccinerne fra både Moderna og Pfizer. Du kan lære mere om vacciner her og specifikt om mRNA vacciner her.
Koppevaccinen fra 1796 bestod af levende virus, som mindede nok om kopper til at lede til immunitet, men uden at have den samme virulens (smittefarlighed). Edward Jenners idé til vaccinen kom efter at han havde observeret, at malkepiger ikke blev smittet med kopper. Derfor var hans hypotese, at malkepigers tætte omgang med køer, som havde en lignende sygdom, kokopper, gav dem immunitet overfor sygdommen. Han tog derfor betændelse fra køer med kokopper og placerede det i rifter på mennesker og fandt, at dette beskyttede menneskerne fra at blive syge med kopper.
Uanset hvilken type af vaccine man benytter, virker de alle ved at aktivere det menneskelige immunsystem. Når kroppens indre udsættes for noget, som ikke er menneskeligt (en virus, en bakterie, DNA/mRNA der koder for ikke-menneskelige proteiner) genkender den det som fremmed og går i gang med at bekæmpe det. Kroppens immunsystem går i gang med at producere antistoffer, som specifikt kan binde og neutralisere de fremmede proteiner/vira/bakterier, som de støder på. Du kan lære mere om kroppens immunforsvar her.
Modgift mod slangebid – en type af vaccination
Modgift er i dag den eneste specifikke behandling mod slangebid, og selvom mange ikke ved det, har modgift faktisk meget med vacciner at gøre. Modgift blev først opfundet af Albert Calmette tilbage i 1895. Princippet i behandlingen er meget lig princippet bag de vacciner, hvor man immuniserer ved brug af en mindre farlig version af en virus/bakterie. Dog er der også store forskelle mellem traditionelle vacciner og behandling af slangebid. Man vaccinerer nemlig ikke de mennesker, som bliver bidt, eller som er i høj risiko for at blive bidt af slanger i fremtiden. I stedet ’vaccinerer’ man et produktionsdyr (oftest en hest) og bruger dyrets antistoffer til behandling af mennesker (Figur 16), der er blevet bidt.
Der er mange grunde til, hvorfor mennesker ikke vaccineres mod slangebid. Først og fremmest findes der hundredvis af giftige slangearter, som alle sammen har unikke giftsammensætninger. Dette ville gøre det meget svært at udvikle en vaccine, der dækkede nok slangearter. Derudover er slangegift meget svært for immunsystemet at lave antistoffer imod (man siger, at nogle slangetoksiner har lav immunogenicitet). Slangegift er også, som det lidt ligger i ordet, giftigt, hvilket vil sige, at man kun kan injicere meget begrænsede mængder gift, hvis man ikke vil risikere, at toksinerne i giften udøver deres toksiske effekter. Alt i alt er det simpelthen for kompliceret en proces at skulle vaccinere alle mennesker, som har høj risiko for at blive bidt af slanger, mod alle de slangegifte, som de potentielt kunne blive mødt af. Det ville være en årelang proces med mange injektioner, . På trods af alt det ovenstående, så er der stadig få mennesker (prøv fx at søge efter Steve Ludwin eller Tim Friede på Google), der på ugentlig basis injicerer gift for at opbygge tolerance overfor visse slangegifte.
Den nuværende behandling af slangebid har dog alligevel lidt med vacciner at gøre – bare ikke som vaccination af de mennesker, som er blevet bidt eller er i risiko for at blive bidt. I stedet vaccinerer man større produktionsdyr, såsom heste og får (Figur 16). Faktisk kaldes denne proces for immunisering i stedet for vaccination. I praksis fungerer det sådan, at man ’malker’ gift fra de slanger, man ønsker at lave en modgift mod, og så injicerer man lave doser af disse gifte i produktionsdyret. Man starter med meget lave doser, som så gradvist øges over en periode på op til 1,5 år. Grunden til at man kan øge dosen gennem processen er, at dyrets immunsystem under processen ’øver’ sig i at bekæmpe giftstofferne. Ved at øge dosen langsomt, kan man faktisk ende med at kunne injicere så høje doser, at de ville have dræbt dyret, hvis man havde startet med den dosis. Måden, hvorpå immunsystemet udvikler denne tolerance, er ved at de hvide blodlegemer, mere specifikt B-cellerne, begynder at producere antistoffer, som kan binde til slangetoksinerne og derved neutralisere effekterne af disse. Når immuniseringen er færdig, tapper man noget af blodet fra produktionsdyret, isolerer de hvide blodlegemer og sender de røde blodlegemer tilbage i dyret. Fra de hvide blodlegemer kan man relativt simpelt isolere antistofferne. Det er disse antistoffer, der udgør den eneste nuværende type af behandling mod slangebid; modgift. På trods af at modgift har reddet tusindvis af liv siden dens opfindelse, er der mange måder, hvorpå modgift kan forbedres. Flere af disse vil blive gennemgået senere.
